Hunde producerer sekret, der er et duft/signalstof, i deres analkirtler og dette sekret samles i analsækkene, som sidder på hver side af endetarmsåbningen. Normalt vil indholdet tømmes når hunden har afføring, men hvis hundens afføring er lind eller decideret tynd, bliver analsækkene ikke tømt, og der er derfor risiko for at de bliver overfyldte. Indholdet, der normalt er flydende kan også i nogle tilfælde blive meget fast eller tørt. Begge dele generer hunden og den vil ofte ”køre på enden”, slikke/bide sig, hvis den kan nå, blive urolig eller nedstemt.
I sådanne tilfælde tømmes analsækkene og det afhjælper straks problemet.

Analsækbetændelse/byld
De tilstoppede analkirtler kan blive betændte og i nogle tilfælde dannes der en decideret byld. Dette er særdeles smertefuldt for dyret, og her vil vi bedøve hunden og foretage en omhyggelig tømning og skylning af de betændte analsække, samt udlevere antibiotika og smertestillende behandling.

Kirurgisk fjernelse af analkirtlerne
Hvis dyret gentagne gange kommer til at lide af tilstoppede og betændte analkirtler, kan en operation, hvor man kirurgisk fjerner begge analkirtler være en løsning. Vi vil altid vurdere det ud fra det enkelte tilfælde, hvor vi gennemgår fordele, ulemper og risici.